RAM

De fleste gamere og computerbrugere kender ordet RAM. Men hvad gemmer sig egentligt bag de tre bogstaver, hvor stor en rolle spiller RAM for vores gaming-oplevelse og hvad er forskellen på de forskellige RAM-typer?

Hvad er RAM?

Ordet RAM er en forkortelse for Random Access Memory. RAM findes i både computere, tablets og smartphones, hvor de har den funktion at lagre de informationer (data), som din computer bruger aktivt. Det betyder, at RAMs formål er at kortidslagre de data din computer bruger i øjeblikket, så den performer effektivt – og du ikke oplever lange ventetider.

Modsat en harddisk vil dine RAM ikke gemme data permanent, men nulstilles når du slukker din computer. Derfor omtaler mange også RAM som ’hukommelse’.

Dine RAM sørger aktivt for, at du får serveret dine data lynhurtigt, når du f.eks. gamer, videoredigerer eller bare surfer på internettet. Det gør de ved at give computerens CPU (Central Processing Unit) adgang til programmer igennem netop dine RAM, hvor de håndtere den midlertidige lagring af data.

Fordi der er tale om, at RAM udgør en arbejdsflade for de spil, programmer eller applikationer du bruger, vil tunge filer og programmer belaste dine RAMs kapacitet mere end simple programmer. Af samme årsag er RAM vigtig for computerens ydeevne, og flere RAM vil garantere bedre performance, fordi din enhed får en større hukommelse at jonglere med data i.

Flere RAM giver derfor også typisk en hurtigere og mere gnidningsfri oplevelse, når du gamer og befinder dig i et datatungt spilunivers.

Hvilken type RAM findes der?

Der findes mange forskellige typer af RAM. Derfor er det vigtigt at finde den rette type, som er kompatibel med din computer. Det kan du læse mere om i næste afsnit.

I dag købes RAM typisk som blokke, der passer til computerens bundkort. Du kan både finde Dual, Triple og Quad channel RAM, som består af hhv. 2, 3 eller 4 RAM-klodser.

RAM-klodser kan have forskellige pins – som er den fysiske del af dine RAM, som skal forbindes med bundkortet. En stationær gamer PC vil f.eks. typisk have længere RAM-klodser end en bærbar, fordi der er mere plads, hvorimod RAM til en bærbar computer kræver en større kompakthed.

Foruden forskellig pins, findes der både ældre og nyere typer af RAM. Markedet byder både på DDR2, DDR3, DDR4 og nu også DDR5 RAM. De fleste maskiner i dag bruger DDR4 RAM, som kom på markedet i 2015 og – i forhold til de tidligere DDR2 og DDR3 RAM – gav en markant bedre hastighed til brugeren. Ikke mindst fordi RAM-typen kom med flere megahertz (MHz), hvilket er med til at diktere hastigheden, fordi flere MHz betyder højere overførselshastighed af data. Her kan en dedikeret gamer f.eks. få et bedre udbytte af sine RAM ved at vælge største antal MHz med henblik på at maksimere sin spiloplevelse.

NB! Bemærk at der findes mange udtryk for RAM. Standarden i dag er fortsat DDR4 RAM. I tilfælde af at du hører udtrykket ”SDRAM”, skal du ikke panikke. SDRAM er blot et udtryk for den type RAM, som en computer bruger. Der er tale om Synchronous Dynamic Random Access Memory, hvor RAM-typen er synkroniseret med computerens CPU.

De nyere RAM-typer tilbyder foruden hurtigere dataoverførsel desuden en mere stabil overførsel og et lavere batteriforbrug.

Hvilken type RAM bruger min PC?

Det er ikke alle typer RAM, der er kompatible med dit bundkort. Derfor skal du undersøge, hvilken type RAM, din computer bruger. Undersøger du ikke dette, risikerer du at begå et fejlkøb. Man kan f.eks. ikke erstatte DDR3 RAM med DDR4 RAM, eftersom bundkortet ikke vil understøtte en ny type.

Heldigvis er det relativt enkelt at finde ud af, hvilken type RAM computeren bruger. Et gratis program som CPU-Z kan afsløre din computeres hukommelsestype. Når du har aflæst din RAM-type, skal du blot købe en tilsvarende (også med samme antal MHz).

I en normal bærbar computer vil der typisk være plads til 2 RAM-blokke. Er der her f.eks. en 4 GB blok installeret, kan du med fordel købe 2 nye blokke af 8 GB for at opnå en total på 16 GB. I en stationær computer er der ofte plads til 4 RAM-blokke. Det skyldes naturligvis, at en gamer-PC er bygget til at give den optimale spiloplevelse, hvorfor man ikke lader sig nøjes med RAM, men sørger for god performance. Desuden er der fysisk mere plads i en stationær computer, hvilket tillader flere RAM-komponenter.

Brugere af Windows 10 kan med fordel højreklikke på Windows-ikonet i nederste venstre hjørne på deres skrivebord. Vælg hernæst ”System”. Du bliver nu ført til et vindue, hvor du oplyses din computers enhedsspecifikationer. Her kan du læse, hvad der er installeret af RAM og aflæse den mulige kapacitet i parentesen efter – altså hvor mange RAM, du maksimalt kan have siddende på dit nuværende bundkort.

NB! Du skal være opmærksom på, at både ældre computere (stationære og bærbare) samt Apple-produkter kan kræve særlige RAM.

Hvor mange RAM skal jeg bruge til gaming?

Det er svært at give et entydigt svar på, hvor mange RAM du skal bruge til gaming. Det afhænger af, hvad du spiller og hvad du forventer af dit spil.

Hvis din computer kun akkurat opfylder minimumskravene til et spil, er du ikke garanteret den bedste oplevelse.

I dag er 8 GB RAM betragtet som indgangsbarrieren til det gennemsnittelige spil, men vær opmærksom på, at mange spil også kræver flere RAM-ressourcer. De anbefalede minimumskrav er tiltagende, og derfor vil vi anbefale minimum 16 GB RAM, men også gerne 32 GB, hvis du har behov for multitasking. Det kunne f.eks. være til at streame eller have baggrundsprogrammer som Discord eller Twitch kørende.

Husk desuden at vælge RAM med et højt antal megahertz. Flere megahertz kan give dig den fordel, at du oplever bedre game performance og frame rates, hvilket giver en bedre spilfornemmelse. Dette er særligt vigtigt for den ambitiøse gamer.

Hvis du ønsker at opgradere dine RAM med henblik på at få en bedre gaming oplevelse i et særligt spil, så undersøg spillets minimumskrav. Dette giver dig et benchmark, som du kan arbejde ud fra, når du skal udvide dit eksisterende antal RAM. Dyrker du en særlig genre, kan du ligeledes undersøge, hvad der er forventet til denne type af spil.

Kan man selv opgradere med flere RAM?

Hvis du har erfaring med at opgradere computere, kan du let selv opgradere med flere RAM. Bemærk dog at det kan være vanskeligt i nogle typer bærbare computere, hvorimod det er nemmere på en stationær PC, fordi du har bedre plads.

Uanset hvad, kan du dog vælge at installere dine nye RAM selv.

Den bærbare computer skal vendes på hovedet og åbnes (efter du har frakoblet alt strøm og sikret dig mod statisk elektricitet). I den bærbare computer vil du typisk se RAM-klodserne sidde side om side. I nogle bærbare er begge RAM-klodser allerede optaget, men i andre vil den ene side være ledig. Opgraderer du de eksisterende RAM, så lirk blot de gamle forsigtigt ud og erstat dem med de nye. Sørg for at de er klikket ordentligt på plads, inden du samler din bærbare igen.

Når du tænder computeren igen, vil den muligvis selv have opdateret den nye mængde hukommelse og bede dig bekræfte. Du kan også kontrollere ved at åbne din enhedshåndtering og undersøge den registrerede mængde RAM.

Se de bedste gamer bærbare her.

I den stationære PC skal du blot fjerne kabinettet, så du har adgang til bundkortet. Sørg også her for, at alt strøm er frakoblet.

Den stationære PC har typisk plads til 4 RAM-blokke. Skub her dine RAM-blokke på plads, så du også hører det lille klik. Der er spænder for enderne af de tilgængelige hukommelsesslots i en stationær PC, som lukker til, når dine RAM sidder korrekt. Når du startet computeren igen, vil den muligvis bede dig bekræfte antal RAM. Alternativt kan du selv undersøge antallet under enhedshåndteringen.

Se de bedste stationære gamer PC’s her.

Konklusion

Dine RAM hjælper med at midlertidigt lagre de informationer (data), som din computer bruger aktivt. Det giver en bedre performance samt en hurtigere og mere gnidningsfri oplevelse, når du gamer.

En god spil- eller brugeroplevelse ved gaming, videoredigering eller tungere arbejde afhænger af, at antallet af RAM i din computer lever op til programmernes minimumskrav. Disse varierer, men for gamere anbefales minimum 16 GB RAM – dog hellere 32 GB, særligt hvis du bruger din computer til andet end fokuseret gaming og f.eks. har Twitch eller Discord kørende i baggrunden.

Skal du opgradere med flere RAM, skal du være opmærksom på, at du vælger den type, som er kompatibel med dit bundkort. Du kan f.eks. ikke opgradere ældre RAM-typer som DDR3 til DDR4 RAM. Vær desuden opmærksom på, at RAM med flere megahertz er et bedre valg, hvis du går op i din gaming og søger den bedste spiloplevelse.

Hvad end du har en bærbar eller stationær computer, er det typisk muligt at opgradere og selv indsætte flere ram. Sørg blot for at have valgt den rette type og at der er frie hukommelsesslots til dine nye RAM-blokke.

Skriv en kommentar