Zowie EC2-A er en minimalistisk gamer mus fra BenQ, hvor der er kræset for detaljerne. Mulighederne for finjustering er minimale, hvilket er både en fordel og en ulempe – alligevel foretrækkes den af adskillige eSports-atleter over hele verden.
Zowie EC2-A er en simpel og komfortabel gamer mus, som egner sig til gamere, der ved, hvad de vil have. Den er designet efter less is more-princippet, og der er således ingen mulighed for at finjustere indstillingerne i det medfølgende software – det er der ikke af den simple årsag, at der simpelthen ikke er noget medfølgende software.
Du indstiller således DPI-niveauer på selve musen, så hvis ikke standardindstillingerne matcher dine præferencer, er det formentlig ikke en mus for dig. Det er både en fordel og en ulempe, afhængigt af hvad du foretrækker.
Med Zowie EC2-A får du en let, simpel og lækker mus, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Alt overflødigt er skåret fra, så du skal vide, hvad du vil have, hvis du køber denne mus.
Specifikationer
DPI: 400 / 800 / 1600 / 3200 DPI
Vægt: 91g
Sensor: 3310 Optical
RGB: Nej
Knapper: 5
Polling rate: 1ms – 1000Hz
Greb: Palm + Claw
Ambidextrous: Nej
Design og komfort
Materiale og kvalitet
Zowie EC2-A er udformet i mat plastik, der føles godt og er af høj kvalitet. Det betyder, at du ikke får en gummioverflade eller tekstur, der gør, at musen efter noget tid bliver klistret og beskidt. Det minder om en klassisk mus i den forstand, at den er udformet i ét materiale, der dækker hele overflade og sikrer en god komfort.
Komfort
Zowie-brandet associeres ofte med komfort, og EC2-A er bestemt ikke nogen undtagelse. Her er tale om en mus, der ligger godt i hånden og føles behagelig, selv efter at have været brugt intenst i flere timer ad gangen.
Komfort er naturligvis ikke noget, der er unikt for Zowie EC2-A, men alligevel føles den som noget særligt. Der er intet overflødigt ved designet, da alle unødvendige detaljer er skåret fra, hvilket går godt i spænd med den manglende mulighed for at finjustere indstillingerne.
Du får en simpel mus, der ikke bare ser godt ud, men også føles godt. Den minder mere om en kontormus end en egentlig gamermus, hvilket er at foretrække, hvis den ikke udelukkende skal bruges til gaming.
Knapper og scroll-hjul
Knapperne på Zowie EC2-A er solide og har en god vandring. Der er tilpas modstand, når du klikker, og det giver en god, sprød lyd, så du ikke er i tvivl om, at du har klikket. Det betyder dog også, at du ikke bør vælge EC2-A, hvis du er til lette klik. Højre og venstre museknap føles ens, hvilket helt klart er en fordel.
På siden af musen er der placeret to knapper, der – i modsætning til mange andre gamermuse – ikke er i vejen, når du bruger musen. Det betyder, at du ikke ved et tilfælde kommer til at klikke på dem.
Scroll-hjulet larmer en smule, når det er i brug, hvis man sammenligner med andre modeller. Det hører dog til blandt petitesserne, da scroll-hjulet generelt fungerer upåklageligt. Vandringen er tilpas, så du ikke kommer til at aktivere det ved et tilfælde, hvilket er praktisk i spil, hvor scroll-hjulet er indstillet til at skifte våben eller lignende, så du altid er i kontrol.
Den største ulempe ved knapperne er, at du ændrer DPI-indstillingerne på musens underside. Her finder du knappen, der juster DPI-levelet, hvilket kan være frustrerende, omend det er vanskeligt at forestille sig, den kunne være placeret andre steder uden at være til gene.
Features
Sensor
Zowie EC2-A er en optisk mus med en Avago 3310-sensor, som efterhånden har nogle år på bagen. Det betyder dog ikke noget, da den fungerer upåklageligt. Lift off-distancen er ganske tilfredsstillende, og generelt er her tale om en virkelig stabil og følsom sensor.
Software
Du behøver ingen drivere for at kunne bruge denne Zowie EC2-A – det er en plug and play-mus, hvilket betyder, at du blot kan sætte den i din computers USB-indgang, hvorefter den er klar til brug. Det simple appellerer til nogle gamere, imens det frastøder andre. Det hele handler om, hvilke præferencer du har.
Samtidig skal du ikke bruge noget program for at indstille musen, da der simpelthen ikke findes et stykke software, der gør det muligt. Det en praktisk, hvis du kan lide at holde det simpelt, men manglen på software og indstillingsmuligheder kan være en dealbreaker for nogle. Hvis du kan lide at indstille din mus på en masse forskellige funktioner, er der dog stadig mulighed for det – det skal blot gøres i spillets settings.
Performance
Musen performer virkelig godt, uanset hvilket spil du bruger den til – og faktisk egner den sig også til brug udenfor gaming. Den glider ikke, men er samtidig enormt følsom, hvilket betyder, at der ingen forsinkelse er, når du gamer. Responstiden er stort set lig med nul, hvilket gør, at den egner sig til FPS, RTS, RPG og stort set alle andre genrer. Det er dog FPS-genren hvor denne mus virkelig er blevet populær. På grund af de få knapper og indstillingsmuligheder, er der nok nogle MMO gamere der vil kigge nærmere på noget andet – fx Rival 710 eller Logitech G502 Hero.
Der er ingen angle snapping eller andet pjat, der i virkeligheden er ligegyldigt – sensoren er utroligt følsom og virkelig snappy, og det er faktisk det, der gør musen til et oplagt valg, hvis du godt kan lide at holde det simpelt uden for mange overflødige features.
Konklusion
Zowie EC2-A er en simpel og pålidelig mus uden for mange funktioner og overflødige elementer. Den er virkelig komfortabel, uanset hvilket greb, du bruger, når du gamer. Designet understøtter de manglende funktioner ved at være enormt simpelt. Det gør Zowie EC2-A til et oplagt valg for dig, der har en minimalistisk tilgang til gaming uden for mange forstyrrende gimmicks.
Manglen på funktioner og custom indstillinger kan dog også betyde, at musen bliver en tand for simpel til nogle. Om den minimalistiske tilgang til udformning såvel som features appellerer til dig, afhænger af hvad du er til, og hvad dit behov er. Uanset hvad, er der tale om en virkelig let og akkurat gamermuse, der er simpel at bruge. Du skal bare plugge den i din computer, og så kan du spille med det samme.
Det er muligt at få andre gamer muse i samme prisklasse, som har bedre hardware og ikke vejer specielt meget mere. Du bør derfor vælge Zowie EC2-A, hvis du ved, hvad du vil have, så du ikke pludselig får behov for indstillinger, der ikke er tilgængelige her.
Sørg for at du også tjekker vores andre artikler ud: